Talent #02 - Alexander Nørgaard
Fødselsdato: 15. marts, 2000
Alder: 21 år
Fødeby: Vedbæk, Danmark
Land: Danmark
Sport: Svømning
Distance: 800 og 1.500 meter fri
Talent: VM-finalist år 2019 og OL-deltager i Tokyo år 2021
Træner: Jonas Lundström
Instagram: @Alexander_noergaard
»Ung svømmer drømmer om medalje til Danmark ved OL i Tokyo i år«
Svømmetalentet Alexander Aslak Nørgaard fortæller om sine karrieremæssige op- og nedture i et eksklusivt portræt interview. Om hvordan han overkom sit livs krise til nu at turde at drømme om at hive en medalje hjem til Danmark til OL i Tokyo i år 2021.
Af Keyvan Bamdej / Bamdej Communication
”Det er en vanvittig præstation!”
Sådan sagde kommentator Michael Stærke fra TV 2 Sport om svømmetalentet Alexander Aslaks Nørgaards bedrift under VM-finalen i svømning i Sydkorea i år 2019.
Da havde den dengang kun 19-årige ukendte dansker netop slået sin egen danske rekord med knap otte sekunder i disciplinen 1.500 meter fri ved langbane til VM.
Den danske rekord, som nu lyder på 14 minutter og 47,75 sekunder, er én, som Alexander Aslak Nørgaard er enormt stolt over. En rekord, som også viser, hvor stort et talent, han egentligt er – og hvor store fremskridt han kan opnå, hvis bare at han giver sig fuldt ud til sporten.
Førsteholdstræner ved Sigma Swim i Birkerød, 46-årige Jonas Lundström, siger, at han ikke har arbejdet sammen med en lige så dedikeret og fokuseret person i sit liv.
»Jeg kender ingen svømmer med så stor vilje og hjerte som Alexander. Han har noget helt særligt over sig. Specielt hans evne til at lukke alt andet ude og kun fokusere på sit mål om at blive endnu bedre til sin svømning gennem de her intense træninger er bare enestående,« siger Jonas Lundström.
Alexander Aslak Nørgaard siger selv, at svømning og de 10 træningspas, som han har om ugen, har givet ham »sindssyg meget disciplin« i et liv, der praktisk talt veksler mellem elitesport og skole.
Dansk medaljedrømme ved OL i Tokyo
Uden tøven og ud af det blå ryger det pludseligt ud af munden på den selvsikre unge mand.
»Der er ikke nogen tvivl om, at mit store mål i år er at vinde en medalje for Danmark ved de olympiske lege i Tokyo,« siger Alexander Aslak Nørgaard og kigger stålsat ind i de rullende kameraer, mens interviewet finder sted i Kildeskovshallen i Gentofte, kilet ind imellem en af de tre daglige og intense træningspas.
Ingen tvivl. Bare en tør en konstatering. Som om at han har gået og puttet med drengedrømmen i hele hans liv og bare ventet på en perfekt anledning at sætte den fri i offentligheden på.
»Da Pernille Blume vandt OL guld i 2016, sad jeg oppe klokken lort om natten på grund af tidsforskellen i Rio og tænkte: ”Det var sgu da vildt, at Danmark vandt VM-guld ved OL”. Det gav mig en følelse af, at ”det kan fandme godt lade sig gøre”, siger Alexander Aslak Nørgaard og understreger:
»Det var en stor motivationsfaktor for mig, at Pernille Blume vandt – og lige siden dengang, hvor hun bragte Danmark til tops, har jeg stort set hver dag forsøgt at presse mig selv til at yde mit bedste. Jeg har fandme mange gange siddet derhjemme og tænkt: ”Hvordan kan man det her?” om min egen udvikling, når jeg ser, at jeg stort på dagligt plan kan blive ved med at presse mig selv til bedre præstationer.«
Vokset op med en swimmingpool i baghaven
Alexander Aslak Nørgaard er vokset op med en swimmingpool i baghaven i Vedbæk, så han har altid været ”megatryg ved vand”, som han selv beskriver det.
»Jeg lærte lynhurtigt at smide badevingerne – og som 9-årig blev jeg hevet op på konkurrenceafdelingen af min træner, fordi han så et talent i mig. Så allerede som 10-årig lå jeg og svømmede med nogle svømmere, der var meget ældre og bedre end mig,« siger Alexander Aslak Nørgaard anekdotisk, som hvis han havde fortalt historien en del gange og fortsætter:
»Men de fik mig presset mig op, så jeg som 12-årig nåede op på deres niveau, hvilket kommer til udtryk på den måde, at jeg som 12-årig vandt alt, hvad jeg deltog i. Jeg var den suverænt bedste,« konstaterer den i dag 21-årige unge mand.
Man skulle således tro, at vejen til succes var brolagt. Men virkeligheden kunne ikke være længere væk fra sandheden. For i den efterfølgende periode – som Alexander Aslak Nørgaard skildrer som ”karrierens lavpunkt” – kommer han ud på et sidespor.
»I 7. og 8. klasse gik det lidt galt for mig med mange fester og for meget alkohol i weekenderne. Det var svært at få det sociale til at fungere, hvis også jeg skulle være en elitesportsudøver. Så fra da jeg var ca. 13 år til 17 år forbedrer jeg mig slet ikke. Det betyder, at jeg oplever en kæmpe nedgang. Og alle min konkurrenter bare fiser forbi mig,« siger Alexander Aslak Nørgaard og forklarer, at han oveni alt det som 17-årig bliver smidt ud af sin gamle svømmeklub på grund af nogle uenigheder.
Men så kommer han til Sigma Swim i Birkerød, hvor han får nogle trænere, der virkelig tror på ham – og nogle holdkammerater, som bakker ham op og deler de samme ambitioner som han.
»Skiftet til den nye klub og det nye set up gør, at jeg allerede efter et halvt år i Sigma Swim kvalificerer mig til EM på hjemmebane i Royal Arena og vinder mit første danske mesterskab med den mindst mulige margen,« siger Alexander Aslak Nørgaard, der husker, at han kigger på sin træner, som har motiveret og fået ham tilbage på ret kurs og siger ”fuck, hvor er det vigtigt!”.
»Den oplevelse var ligesom starten på det hele. Et halvt år efter vinder jeg også sølv i U18 ved de europæiske mesterskaber i Finland,« tilføjer han.
Et halvt år efter det slår Alexander Aslak Nørgaard dansk rekord og kvalificerer sig til EM. Og igen et halvt år efter kommer han med i en VM-finale, hvor han med kommentator fra TV 2 Sporten Michael Stærkes ord ”smadrer den danske rekord” med 8 sekunder.
10 træningspas om ugen som forberedelse til OL
»Jeg har 10 faste træningspas om ugen, mest af dem er svømning, men indimellem også lidt fysisk træning. Typisk træner vi altid lidt hårdere og længere om aftenen end om morgenen, så vi kan få nogle flere meter på. OL bliver også svømmet i langbane, dvs. 50 meter, så sådan en bane i Kildeskovshallen i Gentofte bruger vi netop til disse tempo træninger,« siger Alexander Aslak Nørgaard, der har trænet sammen med holdkammeraten Anton Ørskov Ipsen siden år 2019.
»Anton og jeg ligger jo dagligt og træner sammen. Vi presser hinanden til at blive bedre. Mens Anton svømmer en distance på 800 meter og jeg 1.500 meter, så supplerer vi hinanden rigtig godt,« siger Alexander Aslak Nørgaard om samarbejdet.
»Anton er en god støtte for mig, da han også har erfaring fra de olympiske lege fra år 2016 i Rio.«
Svømning er ikke den sport med den største økonomi
Alexander Aslak Nørgaard er bevidst om og erkender, at svømning ikke lige er den sport, hvor man som eliteudøver kan tjene flest penge – modsat fodbold og tennis. Så måden, som han har betragtet sin elitesvømning på, er som en investering.
»Jeg får en gratis uddannelse i USA gennem et scholarship, som har en stor værdi. Jeg får samtidigt økonomisk støtte fra Team Danmark. Penge, som jeg sparer op og tager med mig videre. Ved siden af dette kommer de præmiepenge, jeg kan tjene, ved de store stævner,« siger han.
Ingen forventningspres fra familien – kun fra Alexander selv
»Min familie har altid været god til at støtte mig – og ikke lagt pres på mig. Den eneste person, der lægger pres på mig, er nok mig selv,« siger Alexander Aslak Nørgaard og forklarer, at han altid har elsket at lægge et gedigent pres på sig selv, fordi han så føler, at han præsterer bedre.
»Et godt eksempel er faktisk, at inden jeg kvalificerede mig til EM i 2019, så kom journalist Allan Nielsen fra avisen Politiken ud for at interviewe mig – han har det med at interviewe svømmere – og spurgte mig så, ”hvad mine forventninger var”,« fortæller Alexander Aslak Nørgaard.
»Jeg lagde ikke skjul på noget og sagde, at jeg ville ”prøve på at slå den danske rekord og kvalificere mig til VM”. Det næste, der så sker, er, at historien to dage efter står med store overskrifter i avisen. Jeg så det bare som en udfordring og tænkte, at det er noget adrenalin, jeg får skabt. Det skal nok hjælpe mig til at svømme endnu hurtigere. Og så slog jeg rekorden,« siger han.
»Min største styrke i svømning er derfor nok det mentale: At jeg virkelig kan sætte mig selv op til at lykkes, når jeg beslutter mig for at opnå noget. Jeg kan presse den langt ud,« siger han.
Lægen har aldrig set noget lignende
Alligevel er den unge mand fra Vedbæk genetisk veludrustet fra naturens hånd fysiologisk set. Engang imellem får eliteholdet fra Sigma Swim nemlig taget nogle fysiske tests hos Team Danmark, hvor de får målt syrekoncentrationen i blodet.
»Lægen, som tager syrekoncentrations testene, siger, at han aldrig set noget lignende før. At nogen ligesom jeg er i stand til at ligge i en sådan lang svømmedistance i en så høj syrekoncentration uden at blive udmattet, siger Alexander Aslak Nørgaard og konkluderer.
»Så jeg tror, at når fanden tager ved mig, så kan jeg virkelig presse den langt ud.«
OL i svømning finder sted i Tokyo i Japan fra 24. juli til og med 1. august 2021. Svømning er den anden største sport ved de olympiske lege med 35 events.
Fakta:
- I december 2020 satte Alexander Aslak Nørgaard dansk svømmerekord i 800 meter fri, da han vandt DM-guld.
- Ved VM 2019 forbedrede han den danske rekord i 1.500 meter fri til 14.47,75 minutter, hvilket kvalificerede ham til VM-finalen. Her blev han dog sidst.
- OL i Tokyo i 2021 finder sted fra 23. juli til 8. august.